En ultrakort racebeskrivelse
Denne terrier
har som navnet antyder sit oprindelsesland i Skotland. Den blev
avlet til jagt, og der blev lagt stor vægt på dyrenes
funktionsduelighed. Hundene var modige,hårdføre og robuste. Den
barske natur og det blæsende og fugtige klima stillede store krav
til hundenes kondition og til deres pels.
De er udstyret med en hård, strid, fugtafvisende pels som dækpels
og en blød og varmende underuld inderst. Denne pels er meget
karakteristisk for racen. Det kuperede landskab stillede store krav
til hundenes anatomi.
Den skulle have kraftige ben med store poter og trædepuder, der
kunne fungere som graveværktøj, et kraftigt bagstel som kunne
fungere som motor, når hundene skulle frem i det ofte meget barske
terræn. Skotten er udstyret med et kraftigt kæbeparti. Den har
kraftige og meget stærke tænder, placeret i et saksebid.
Halen er tyk og bæres som en antenne - lige i vejret. Øjnene er
godt beskyttet af de lange øjenbryn og ligger dybt i deres
huler.
Denne standard holder man meget fast på i avlen, således at
skotten også i dag svarer til den oprindelige beskrivelse.
De fleste mennesker forestiller sig i dag skotten som en sort
hund, men de oprindelige farver var forskellige nuancer af grå,
hvedefarvet og brindlet. Den sorte farve dukkede først op senere.
Skotten findes i dag i alle disse farvevarianter.
Skotten har mange tiltalende fordele. Den har en nem størrelse og
en pelsstruktur, som efter en eller to rysteture tørrer sig selv.
Den fælder ikke, hvis den bliver trimmet 3 - 4 gange årligt. Den er
hårdfør og besidder en forbløffende tilpasningsevne. Racens charme
og personlighed er, at den ,der en gang har ejet en Skotsk Terrier,
forbliver racen tro resten af sine dage.
Dens temperament kommer til udtryk i det vågne intelligente blik
sammen med de små spidse ører. Dens legelyst og glæde ved alt, hvad
der er sjovt, holder ofte ved langt op i alderen.
Skotten er en trimmerace, dette skal man medtage i overvejelserne der går forud for anskaffelsen. Den skal trimmes 3 - 4 gange årligt for at pelsen bevarer sin naturlige struktur. Trimningen foregår enten hos opdrætteren eller på en trimmesalon.
Læs mere om skotten og den officielle standard på Dansk Terrier Klubs hjemmeside: www.dansk-terrier-klub.dk og klik dig ind på racer. Derefter finder du Skotsk Terrier og klikker her.
Eller bestil vores lille folder om den Skotske Terrier ved at sende en e-mail til : jajuha@mail.tele.dk , husk at opgive navn og adresse.
Skotten vil utrolig gerne hjælpe til både inde og ude - som det ses på billederne er kennel Nicla skotterne meget aktive i den henseende !
|
|
|
Eksklusivt opdræt af Skotsk Terrier

